-
Lektor: Lønstigninger i industriforlig vil smitte af på øvrige aftaler
Source: BDK Finans / 10 Feb 2025 06:10:51 America/New_York
Dele af industriforliget vil formentlig blive kopieret i de øvrige aftaler om nye overenskomster på det private arbejdsmarked. Det gælder eksempelvis løftet pension og flere penge på fritvalgskontoen. Det siger Søren Kaj Andersen, som er leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) ved Københavns Universitet. Men også de lønstigninger, som industriens parter er blevet enige om, sætter niveauet for lønstigninger på de øvrige områder. - Det forlig, der er lavet, signalerer stabilitet, og at dansk økonomi er stærk. Der ligger nogle lønstigninger på mindstebetalingssatsen, som giver et signal om, at det ikke er en kriseoverenskomst, siger Søren Kaj Andersen. Overenskomsterne på industriens område er mindstelønsoverenskomster. Det betyder, at overenskomsten fastsætter en laveste grænse for lønnen, mens den enkelte medarbejders løn forhandles lokalt i virksomheden. Det betyder reelt, at langt størstedelen af de ansatte på industriens overenskomster får en højere løn, end den der er angivet som mindstebetaling. Alligevel sender stigningen i mindstelønnen et signal om den økonomiske ramme, mener Søren Kaj Andersen. Industriens parter er blevet enige om, at mindstebetalingssatsen stiger med 3,75 kroner i 2025 og 3,50 kroner i 2026 og 2027. Sammenlagt stiger mindstelønnen fra 136,15 kroner til i alt 146,90 kroner i overenskomstperioden. Ved overenskomstforhandlingerne i 2023 aftalte man en historisk høj stigning af mindstelønnen på 9 kroner over to år. Her foregik forhandlingerne, efter at inflationen var steget voldsomt og havde udhulet lønmodtagernes købekraft. Derfor mener Søren Kaj Andersen, at stigningen i de kommende år i højere grad skal sammenlignes med den, man aftalte i 2020. Her var stigningen 7,5 kroner over tre år. - Der er et signal om, at der er rum til lønstigninger. Vi er ikke oppe i det leje, vi var, da vi stod på bagkanten af en kæmpe inflationsbølge i 2023. Men vi ligger højere end i de overenskomster, der blev indgået før, siger han. Dansk Industri, som repræsenterer arbejdsgiverne, og CO-industri, som repræsenterer lønmodtagerne, præsenterede søndag aftalen om nye overenskomster på industriens område. Overenskomsterne er treårige og rækker frem til 1. marts 2028. Foruden en stigning i mindstelønnen er parterne også blevet enige om, at arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med ét procentpoint til 11 procent fra 1. maj 2025. Desuden stiger fritvalgskontoen, som kan bruges til eksempelvis flere fridage eller øget pension. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/lektor-loenstigninger-i-industriforlig-vil-smitte-af-paa-oevrige-aftaler